Tirsdag, den 18. april 2017. Til Barbaresco

En vagabond må videre på et tidspunkt, så jeg pakkede mine ting, betalte min regning og kørte mod vest, mod Barbaresco i Piemonte, for foden af Alperne. Der er virkelig gode motorveje og normalt skal man betale for at køre på dem, men af en eller anden årsag, var bommene oppe og man kørte gratis. Så længe man kører i Po-dalen er motorvejen lige, - i begge dimensioner. Man kunne godt få tanker på de amerikanske veje i vesten, bortset fra at her er frodigt på denne årstid. Jeg kørte som regel de tilladte 130, men engang imellem sneg den sig op på 150. Den vil så gerne! Undervejs holdte jeg ind ved en Autogrill og fik mig en italiensk menu. Det er næsten det samme som en Big Mac-menu, bortset fra at burgeren er skiftet ud med en halv pizza Margarita. Det mætter, men ellers er det nok sidste gang jeg spiser det. Resten af turen gik fint og der er ikke meget at sige. Der er vist 300 km mellem Valpolicella og Barbaresco. Byen ligger, som alle andre byer her i området ,på en bakketop, med vinmarker ned af skråningerne.

Jeg havde bestilt overnatningen gennem Airbnb, men værtinden var ikke hjemme, da jeg ankom, så jeg tog op i byen for at få et glas vin. Jeg kunne se, at Boffa havde åbent, så jeg kiggede ind. Min gamle ven fra tidligere var der, så jeg viste ham billedet fra to år siden. Det giver selvfølgelig lidt flere point og der blev da også taget et nyt billede af os.

Hos Boffa

Jeg smagte hele batteriet af vine. Deres Barbera (druesort) og flere Barbaresco fra forskellige marker (Barbaresco er lavet på druen Nebbiolo). Når man er oppe i disse kvaliteter, så undres man til stadighed over, at en mark og dens soleksponering kan smages i vinen. Jordbunden har også en betydning, - men alligevel. Jeg sluttede af med et helt glas basis Barbaresco, som han kaldte det, ude på terrassen. Der lød nogle gevaldige kanonskud i det fjerne og jeg spurgte en franskmand om han vidste, hvad det var. Han mente, det kunne være nogle skud, der blev sendt op i en truende haglsky for at minimere risikoen for haglvejr. Det lød for langt ude, så jeg spurgte indehaveren. Han bekræftede teorien. Det er små bomber med ilt, de sender op, som så eksploderer og skaber turbulens, som forstyrrer dannelsen af hagl. Det er i hvert fald teorien.

Min værtinde SMS’ede og fortalte, at nøglen lå i en rød postkasse. Så var det tid til at tage derned og få pakket ud. Jeg har et helt hus for mig selv. Der er to soveværelser med dobbeltsenge, en stor stue, badeværelse og køkken. Udenfor er der en stor terrasse, hvor jeg sidder lige nu og skriver dette. Herfra kan man se Alperne langt ude. De har stadig sne på toppen. Ellers er der vinmarker overalt og snoede veje, der er gode at køre MC på. Huset var koldt, der var ikke sat varme på og jeg måtte ringe for at få WiFi’en i gang. Jeg er bestemt den første lejer i år.

Uden mad og drikke, - som man siger. Jeg gik op i byen, Det var skide koldt og der var ingen restauranter åbne, så vidt jeg kunne se. Jeg fandt dog en vinbar/cafè, så det måtte jeg vel prøve. Der var ikke meget på menuen, men en salat til forret, så nogle små spagettiboller med hjemmelavet fyld. Overraskende gode. Ikke som dem man får i Føtex. Til sidst lidt ost. Jeg blev mæt og gik hjem.