Onsdag, den 12. april. Starter turen sydpå

Jeg mente, jeg havde forberedt mig godt nok. Jeg havde pakket tandbørste og underbukser, haft motorcyklen til eftersyn og bestilt nattog fra Hamborg-Altona til Lörrach, så hvad kunne gå galt. Jeg satte mig ud på min MC kl. 12. Jeg skulle være i Hamborg senest 18:20, men de startede læsningen af MC'er allerede kl. 17:30.

Så startede problemerne! MC'en ville ikke starte. Der var ikke strøm nok på batteriet? Jeg kiggede vantro på den, men starte, ville den ikke. Nå, min tidlige MC kunne startes ved at løbe den i gang, så Sonja blev sat til at skubbe, men lige lidt hjalp det. Så prøvede jeg at lade den, men den tog ikke mod strøm. Nu blev jeg virkelig nervøs. Jeg ringede til Brdr. Sejr, som er min mekaniker. Niels mente, at batteriet var "faldet sammen". Der skulle et nyt til. Sejr sendte en mand afsted for at hente den i Skanderborg, men imens pillede jeg det gamle af. Forsøgsvis satte jeg laderen til igen og så begyndte den at lade??!! Jeg satte mig ned med en kop kaffe, mens jeg stresset kiggede på pilen på laderen, - ca. 3 ampere. Efter en halv time satte jeg den på MC'en igen og prøvede at starte. Brøl, sagde det, da den startede. Jubii!! Jeg ringede til Sejr og sagde, at jeg havde fået den i gang. Vi blev enige om, at jeg lige skulle hente det nye batteri. Det gjorde jeg og så var det ellers med at køre sydpå.

Det gik faktisk fint og jeg skulle nok kunne nå det. Det pissede ned meget af tiden og det var koldt, men jeg har godt tøj, så det er egentlig ikke noget problem, måske lige bortset fra fingre. Min varme i håndtagene virkede ikke længere. Det var sikkert en ledning, der var hoppet af, mens jeg pillede ved batteriet Da jeg kom til Kielerkanalen startede køerne. Jeg kunne godt køre op mellem bilerne engang imellem, men jeg kan ikke køre stærkt, så det forsinkede mig. Min GPS sagde, at jeg kunne være der kl. 18, så indtil videre var det ikke noget problem. Køerne fortsatte imidlertid og til sidste var tiden skredet, især da jeg åbenbart ikke havde den rigtige adresse. Jeg kørte lidt forvirret rundt indtil en behjælpelig MC'er stoppede og spurgte om jeg skulle med "autozug". Det skulle han også, så han kørte foran. Da vi ankom, viste det sig, at jeg var kommet 3 minutter for sent. De havde ventet på mig, men til sidst var de nødt til at køre. Der stod jeg. Våd, kold og noget fortvivlet. En overnatning i Hamborg var ikke lige, hvad jeg havde lyst til. Jeg spurgte, næsten håbløs, om der ikke skulle være et eller andet tog sydpå. Jo, der var da et tog til Innsbruck. Den tager jeg, sagde jeg straks. Fint, han checkede mig ind og min MC kom om bord på vognen og jeg købte et par små sandwich, så der dog var lidt at spise. Det viste sig at være de østrigste statsbaner der kørte til Wien, med et stop i Innsbruck. Jeg var træt og fandt en ledig sovekupè. Jeg pakkede ikke ud, for der kunne komme nogen, men da det kørte, satte jeg mig for at spise mine sandwiches og drikke en lille flaske boblevin, som lå til gæsterne. Glæden blev kort, for da konduktøren kom, sagde han, at alt var optaget. Der ville stå flere på ved Hamborg Hbf. Alt var "besetzst". Der var kun siddekupéer tilbage. En hel nat i en almindelig kupè. Nu begyndte jeg at få ondt af mig selv. Jeg fandt en hel tom kupè. Den havde været låst ved et uheld, så jeg installerede mig. Sæderne kan slåes sammen, så man kan ligge næsten så komfortabel, som i en liggevogn. Ingen af sæderne var reserveret, så jeg  bredte mig. Efter Hannover lagde jeg mig til at sove, selvom der sad nogen og snakkede. Det generede mig ikke og jeg vågnede først, da vi holdt på München banegård.