MC-tur til Sydeuropa, april 2017

Jeg havde sovet tungt i løbet af natten, men allerede 5:30 lød det over højtaleren, at vi godt kunne stå op. Martin, min kupékammerat, havde hentet morgenmaden, da jeg kom tilbage fra morgentoiletet. Morgenmaden er ikke blevet bedre, bare fordi et nyt selskab driver turen, men der var kaffe. Så snart vi var inde på banegården i Hamborg-Altona, blev vi smidt ud og vognene med køretøjerne kom meget hurtigt ind også, så jeg var vel afsted ved 7-tiden. Vejret var nogenlunde, men efterhånden, som jeg kom op mod grænsen blev det koldere, vådere og mere blæsende. Hjemmeværnet vinkede mig bare videre ved grænsen, så jeg kunne let have en illegal indvandre med i topboxen. Jeg holdt ind ved motorvejscaféen Årslev ved Aabenraa. Jeg var gennemkold og blev der mere end en halv time, mens jeg spiste min anden morgenmad denne dag. Så var det videre mod Aarhus. Turen gik sådan set fint, men jeg blev igen kold, så straks jeg kom hjem ved 11:30-tiden, gik jeg under den varme bruser. Det har været

Rhein Fall. Bemærk turistskibet ude højre J eg havde faktisk ikke lyst til at tage hjem. Vejret var godt i Schweiz og dårligt i Danmark. Selskabet var dejligt, men jeg måtte hjem. Der skal jo tjenes penge, men for at der ikke skulle gå hjemrejse i hele dagen, foreslog Søren, at jeg tog op at se Rheinfall. Det ligger i Schweiz, men man kan godt komme i tvivl. Grænsen mellem Tyskland og Schweiz er noget kringlet i dette område . Der er sågar et stykke Tyskland totalt omkranset af Schweiz, en enklave. Rheinfall er et vandfald, som måske ikke falder særlig meget, men der er meget vand. Det er et stort turiststed med boder osv. Jeg brugte nok ikke mere end en halv time der, inden jeg kørte videre mod Lörrach. Jeg troede, at jeg skulle køre på motorvej, men det blev der ikke meget af. Nogle gange kørte jeg langs Rhinen, så kørte jeg over Rhinen og ind i Schweiz igen og ved Lörrach kom jeg tilbage til Tyskland igen. Lige før læsning Jeg var den eneste motorcykel, der skulle m

Søren var kørt på arbejde, da jeg stod op, så Rie og jeg spiste morgenmad sammen. Jeg arbejde lige lidt og skrev en dag færdig af dagbogen. Vi skulle ud at gå en af Ries mange forskellige ruter i omegnen og det skulle vise sig at blive en af de smukkeste, jeg har gået nogensinde. Solen skinnede fra en skyfri himmel og det var ikke for varmt eller for koldt. Visse frugttræer blomstrede og der var sat de første druer på vinplanterne på de meget stejle skrænter. Turen gik opad indtil vi kunne se ud over Züricher See og ned til Lachen. Vi gik nu nedad. Bønderne var ude at vende hø, så det kan tørre. Selv de mindste parceller bliver udnyttet, men bønderne overlever også kun fordi de får statsstøtte. Nede i byen gik vi ind på en restaurant, hvor jeg gav frokost. Det var virkelig godt med en øl og lidt at spise. Denne gang var jeg forberedt på prisen, så jeg tror ikke Rie opdagede chokket. Hjemme igen nød vi solen på terrassen og jeg fik et par øl. Da Søren kom hjem fra arbejde blev en

Jeg hentede et enkelt brød i butikken og spiste morgenmad. Skinke og ost og noget yoghurt. Nu skulle jeg så finde plads til mine flasker. Det gik fint. Sidetaskerne blev fyldt. Det gælder om at lægge tyngden så lavt som muligt. Vægten betyder intet for acceleration og hastighed. Der ligger 140 hk i motoren. Jeg ryddede lidt op og kørte så mod Schweiz kl. 11.30. Der er rimelig langt fra Barbaresco til Milano, men som jeg har sagt tidligere, så er det gode veje. Vi skulle betale i dag. Jeg kom til at køre ind i en forkert betaligsbås. Efter et stykke tid kom en dame ud. Hun skulle modtage betalingen på ca. 6€. Så gik der italiensk bureaukrati i sagen. Der skulle skrives og stemples. Hun skulle have mit navn og MC’ens registreringsnummer. Hvis jeg havde kørt ind i den rigtige bås, havde de intet fået at vide. Lidt nord for Milano fik jeg lidt at spise og en cola. Man kan blive ret tørstig af at køre MC. Ved Como begyndte bjergene og kort efter kørte jeg ind i Schweiz. Straks var alt

Barbaresco med Alperne i baggrunden Det var koldt i løbet af natten. Foråret i Norditalien er koldt i år og så er der ingen varme i huset, men jeg har nu sovet fint. Morgenbadet blev også noget forsinket. Vandet var koldt, så jeg gik efter morgenbrød. Jeg klagede over vandet og kort efter kom en blikkenslager, der kunne konstatere at vandet nu var blevet varmt, men radiatorerne var stadig kolde. Han fandt en termostat, som han satte på stuetemperatur. Det skulle nu ikke hjælpe, viste sig. Senere kom værtindens venner fra en lokal vingård i nærheden, som tilbød en vinsmagning. OK, den tager vi med. Det var vel en del af planen. De anbefalede at jeg kørte en tur i nærområdet, - især til en by kaldet Neive tæt på. Den ligger på en bakketop, som alle de andre byer. Jeg konsulterede Google Maps og fandt en by kaldet Guarene og jeg bad TomTom finde en god rute derover. Jeg gik en tur op på toppen til slottet, bare for at finde den lukket, men byen er hyggelig, som sikkert alle

En vagabond må videre på et tidspunkt, så jeg pakkede mine ting, betalte min regning og kørte mod vest, mod Barbaresco i Piemonte, for foden af Alperne. Der er virkelig gode motorveje og normalt skal man betale for at køre på dem, men af en eller anden årsag, var bommene oppe og man kørte gratis. Så længe man kører i Po-dalen er motorvejen lige, - i begge dimensioner. Man kunne godt få tanker på de amerikanske veje i vesten, bortset fra at her er frodigt på denne årstid. Jeg kørte som regel de tilladte 130, men engang imellem sneg den sig op på 150. Den vil så gerne! Undervejs holdte jeg ind ved en Autogrill og fik mig en italiensk menu. Det er næsten det samme som en Big Mac-menu, bortset fra at burgeren er skiftet ud med en halv pizza Margarita. Det mætter, men ellers er det nok sidste gang jeg spiser det. Resten af turen gik fint og der er ikke meget at sige. Der er vist 300 km mellem Valpolicella og Barbaresco. Byen ligger, som alle andre byer her i området ,på en bakketop, med vi

Havnen i Bardolino Det var en hård dag i går. Jeg trængte lige til en slapper. Bare ud at ligge lidt ved poolen med røven i vejret en times tid, mens solen sendte D-vitaminer ind i min krop. Musikken spillede ved siden af, det gør den altid. Jeg spiller altid musik. Nå, men efter en times tid skulle der ske noget. En tur på den to-hjulede ud til Gardasøen kunne være fint. Jeg har anskaffet mig en TomTom-navigation, specielt lavet til MC’er. Ud over det sædvanlige, så kan den planlægge en spændende rute. Man indstiller, hvor mange bakker og sving man ønsker og så finder den en rute. Det plejer, at være fint. Også denne gang kom jeg til Bardolino med nogle mindre veje, uden dog at skulle køre på grusveje. Jeg kom helt ind i centrum af Bardolino. Hold da kæft en turistby. Der var mange mennesker, de fleste vist tyskere. De nød vejret og sad udenfor og spiste frokost eller bare for at drikke et glas. Nu skulle nogen måske mene, at jeg ikke bryder mig om turistbyer med restauranter

Alle de små brune tage var vinbøndernes boder Der var vinfest i Negrar og jeg glædede mig. Jeg ville bestille en taxa til kl. 13, men familien her tilbød at køre mig derop. OK, det siger man ikke nej tak til, så jeg satte mig med min dagbog og hyggede mig i formiddagssolen. Vi kørte kl. 12:30 og det blev en omvej for der var kø på vejen. Folk skulle til påskemiddag med familien. Det betød så også at der var ret tomt i gaderne, hvor der skulle være byfest. En rigtig god mulighed for at kunne snakke med vinproducenterne. Jeg startede dog lige med en sandwich med tomat og mozzarella. Det er noget de ved hvordan man laver! Der var sat én gade af til boder med vine fra de enkelte producenter. Der var måske 20 boder, så jeg skulle være selektiv. Jeg valgte derfor vine fra området omkring hvor jeg bor for tiden. De ville gerne sælge et glas, men jeg insisterede på at smage, så jeg bad om en enkelt mundfuld. Det var ikke noget problem og endnu bedre var, at de meget gerne ville fortælle

Porto di Veja Dette skulle være dagen, hvor jeg opdagede området fra motorcyklen. Klokken 11 var jeg klar og skulle lige til at sætte mig på MC’en, da himlen åbnede sig for at hælde vand lige ned i hovedet af mig. Nå, jeg satte mig og skrev dagbog og spekulerede på, hvad jeg så skulle give mig til. Det lignede dagsregn. Det blev det heldigvis ikke, så allerede kl. 12, kunne jeg køre i tørvejr. Jeg havde fundet en rute nordpå, hvor jeg kunne se en naturlig bro eller en klippe, hvor en flod havde boret sig igennem. Stedet hedder “ Porto di Veja ”. Der er ganske kort til “broen” fra parkeringspladsen og det ser faktisk fantastisk ud. Værd at køre efter. Det er også smuk natur omkring. Ligner lidt en “gorges” eller “canyon” med stejle klippesider. Der er en lille restaurant ved parkeringspladsen, så jeg kunne lige få min frokostsalat der. Her står jeg ved markeringer af de forskellige lag Nu kørte jeg så mod en hule ( Grotta di Fumane ), hvor neandertalere og senere mennes

Amaroner Nu var det tid til afslapning. Det havde været et par hårde dage. Jeg var kommet til at lave en vinsmagningsaftale med Venturini aftenen før på baren. Det var aftalt til kl. 10. Det var sønnen, der tog imod og han fortalte velvilligt om vinene og produktionen af dem. Amarone er udvalgte og håndplukkede druer, som lægges i godt ventilerede kasser, hvor de ligger til tørring til januar eller februar. Jeg smagte hele deres produktion, inkl. en hvid. Hvide vine er sjældne i området og de røde findes i fire kvaliteter: Valpolicella, Valpolicella Superiore, Ripasso og Amarone. Jeg smagte hele batteriet af vine inkl. flere årgange af Amarone. En dejlig smagning. Jeg købte et par røde og en hvid, som er blevet min muse, mens jeg skriver dagbog. Udsigt fra husets swimmingpool Jeg gik hjem igen og lagde mig ved poolen på en solseng med mit musik fra en medbragt højttaler. En smagning er ikke noget man bliver decideret beruset af, men jeg vågnede efter halvanden time, lid

Et hvil nær Bozen Jeg var lidt nervøs for at motorcyklen ikke ville starte denne morgen i Innsbruck, men den sprang i gang. Jeg havde ikke fået morgenmad på toget. Det kunne man ellers. jeg stoppede derfor ved en cafè og fik en ordentlig omgang østrigsk morgenmad. Det er egentlig ikke noget særlig, men jeg spiste meget. Jeg havde jo ikke fået så meget dagen før. Derefter viste TomTom mig ud af byen og mod Verona. Det blev en dejlig tur. Det var en let kølig formiddag, men efter Brennerpasset, som i øvrigt ikke er en tunnel, blev det varmere. Man kører ned ad bjergene og temperaturen stiger. Ved Bosen/Bolzano holdt jeg hvil og nød sommeren i grøftekanten.  Mit hjem i San Pieto in Cariano Jeg kørte direkte til turistkontoret i Verona og de henviste mig til Valpolicellas turistkontor, hvis jeg ville smage Amarone, men kontoret viste sig at være lukket. Jeg havde egentlig tænkt mig at lade dem finde et B&B til mig, men nu tyede jeg til AirBnB. Jeg fandt et godt sted, men

Jeg mente, jeg havde forberedt mig godt nok. Jeg havde pakket tandbørste og underbukser, haft motorcyklen til eftersyn og bestilt nattog fra Hamborg-Altona til Lörrach, så hvad kunne gå galt. Jeg satte mig ud på min MC kl. 12. Jeg skulle være i Hamborg senest 18:20, men de startede læsningen af MC'er allerede kl. 17:30. Så startede problemerne! MC'en ville ikke starte. Der var ikke strøm nok på batteriet? Jeg kiggede vantro på den, men starte, ville den ikke. Nå, min tidlige MC kunne startes ved at løbe den i gang, så Sonja blev sat til at skubbe, men lige lidt hjalp det. Så prøvede jeg at lade den, men den tog ikke mod strøm. Nu blev jeg virkelig nervøs. Jeg ringede til Brdr. Sejr, som er min mekaniker. Niels mente, at batteriet var "faldet sammen". Der skulle et nyt til. Sejr sendte en mand afsted for at hente den i Skanderborg, men imens pillede jeg det gamle af. Forsøgsvis satte jeg laderen til igen og så begyndte den at lade??!! Jeg satte mig ned med en kop k